Oprettet af: Helle Blach
27.09.2017
LØRDAG FORMIDDAG ER TORVEDAG

 

Hvem lytter du til – den højtråbende blomsterhandler eller den lille jordbæravler?

Lørdag formiddag – jeg elsker dem. På dette tidspunkt afløses ugens hektiske og travle agendaer af helt andre gøremål, og tempoet sænkes helt umærkeligt. Cykelture, en god gang træning, kaffedates på en bænk, eksperimenter i køkkenet, middage med venner – og ikke mindst torveindkøb.

Jeg er så heldig at bo tæt på det næsten historiske grøntsagsmarked på Ingerslevs Boulevard i Aarhus. Lørdag formiddag er torvedag. Her mødes vi med vores miljørigtige indkøbskurve og går på jagt efter inspiration til weekendens madlavning.

 

Den første, jeg hører på Torvet, er den højtråbende blomstermand. ”Sidste chance. Fem buketter roser for en hund” eller ”Skynd dig – de sidste buketter for en tier”. Selv om han råber meget højt, trænger budskabet ikke igennem. Han råber jo lige højt, hver lørdag.

 

Nej, på Torvet finder vi inspiration til weekendens og ugens madplaner. Det er her, vi går på jagt efter sæsonens første danske kartofler, friskplukkede jordbær, sommerens hvide asparges, og om efteråret gælder det om at spotte manden med de hjemmeplukkede kantareller.

Tillid og troværdighed opbygges over tid, og min kartoffelpusher er en ældre mand fra Samsø, der i 2. generation kommer til fastlandet på Torvedage for at sælge sine nyopgravede kartofler, løg, porrer og smagfulde rodfrugter. Han er måske ikke først med de nye kartofler – til gengæld ved jeg, at de har fået lov at gro helt naturligt. Længere nede finder jeg de smagfulde økologiske tomater og krydderurter, som aldrig har set skyggen af et drivhus.

Ingen torvedag uden en kop kaffe. Flere små, primitive kaffebarer er skudt op, og her på bænken får jeg en snak med naboer, genboer, tidligere kolleger eller venner, som også er på Torvet. En uskreven regel siger, at her er vi til stede – uden sociale medier - vi er sociale.😊

Hvem følger du på den sociale markedsplads?

Da jeg denne lørdag efter torveindkøb tjekkede mine sociale medier, blev jeg irriteret over opslag fra et eksklusivt brand, som havde klistret sit opslag til med cirkler og store overskrifter ”Vind her”,”Køb her”.

Hvorfor er det, vi som forbrugere elsker de sociale medier? Fordi det er den digitale torveplads – det er her, vi søger inspiration til lørdagsmiddagen, til cocktailen, til det næste par sneakers, til grønne planter, ny sofa eller en ny bil. Her deler vi små og store begivenheder med venner eller bare et specielt øjeblik – en blomst, en solopgang, en strand, en bryllupskage.

Ja, konkurrencen om, hvem der råber højest på de sociale medier, er intensiveret gennem de seneste år. Og fordi det bliver sværere at få sit brand viralt ud på Facebook, kaster flere og flere sig ud i betalte opslag via sponsorering eller boost af opslag.

Her på bureauet oplever vi en klar tendens til, at brands og produkter tager flere og flere virkemidler i anvendelse fra reklamens verden for at fange følgernes opmærksomhed, når opslaget i et splitsekund optræder i newsfeeden. Splashtekster og farvede figurer råber op i et forsøg på at sprede budskabet om en ny konkurrence, fede præmier, prøv den nyeste model eller besøg os i outletten.

 

 

Det virker måske overfor visse målgrupper – men hvem var det, du ville have i tale? Og hvad er det egentlig, at sociale medier som Instagram og Facebook kan bruges til? Det er at komme i dialog med dine brugere, kunder, forhandlere og medarbejdere. Netop gennem dialogen har du en unik mulighed for at få indsigt i følgernes adfærd, drømme og holdninger. Og ikke mindst for at få nuværende brugere af dit produkt til at optræde som ambassadører.

 

I samme øjeblik du eller dit bureau plastrer dine opslag til med splashtekster, har du allerede sat troværdigheden over styr og droppet enhver mulighed for at komme i dialog med dine følgere.

 

Facebook har også gennemskuet dette forsøg på skjulte reklamer. Algoritmen kan du nemlig ikke snyde - farvelagte figurer i billeder opfattes som reklamer, og det sender dit opslag langt ned i feeden. Den, der råber højest, er ikke nødvendigvis den, der bliver hørt.

Hvordan kan du så nå ud til din målgruppe på de sociale medieplatforme? Det er en anden historie, som vi meget gerne vil fortælle mere om. Men jeg kan allerede nu godt løfte sløret for ét af vores tricks: ”Godt og relevant indhold.”

 

Vil du vide mere? Så læs mere her.