Oprettet af: Laura Toftdahl
24.08.2017
DET BETYDER FACEBOOKS ALGORITME FOR DIN VIRKSOMHEDSSIDE

 

Har du en virksomhedsside på Facebook? Så har du formentlig opdaget, at det er langt fra alle dine opslag, der når ud til samtlige af dine følgere. Men hvorfor nu det? Svaret og udfordringen ligger i Facebooks finurlige algoritme – en foranderlig størrelse, som ikke er helt til at gennemskue. Men tøv ikke - der er råd at hente. Du kan nemlig godt udfordre algoritmen, så du kan blive mere synlig i newsfeeden hos din målgruppe. Vi giver dig forklaringen og et par tips lige her. 

 

Hvad er en Facebook-algoritme?

Lad os først tage et kort blik på, hvad algoritmen er for en størrelse. Facebooks algoritme er en slags programmering, som er lagt ind i systemet, så alle opslag sorteres for hver enkelt bruger. Facebooks algoritme sorterer ud fra, hvilke opslag brugerne interagerer med bl.a. via likes, delinger, kommentarer og kliks – ageren og interesser. Det er altså både, hvad brugeren selv har interageret med, men også hvad den pågældende brugers venner har interageret med, som har betydning her. Det betyder, at en Facebook-bruger kun får vist de opslag, som Facebook regner med, at vedkommende er mest interesseret i. For virksomheder betyder det kort sagt, at jo mere interaktion, der er på et opslag, jo større rækkevidde får det.

Lad os tage et eksempel: Hvis du som privat Facebook-bruger har 400 venner og følger 200 virksomhedssider, vil der ikke være plads til opslag fra alle profilerne i din nyhedsstrøm på én gang. Her går algoritmen i gang med sit arbejde - den sorterer og prioriterer indholdet for dig og serverer således de opslag for dig, som den regner med, du er interesseret i.

Formålet med algoritmen er at få brugerne til at ofre så meget tid som muligt på mediet –derfor forsøger Facebook selvsagt at give dig den bedst mulige og individuelt tilpassede oplevelse. Det er dog vigtigt at understrege, at algoritmen kan tage fejl, og at opfattelsen af, hvilke opslag der er mest relevante, ikke altid svarer til brugerens egne forventninger.

Og så kommer det store spørgsmål - hvad kan du som brand gøre for at arbejde aktivt med algoritmen og dermed få en plads i din målgruppes nyhedsstrøm? Du kan selvfølgelig arbejde med både annoncering og lave sponsorerede indlæg, men det helt afgørende element er, at du først og fremmest fokuserer på at lave det gode indhold. Her er det vigtigt at understrege, at en succesfuld profil på de sociale medier ikke nødvendigvis afhænger af antallet af følgere - hvis dine følgere er inaktive, vil din virksomhedsside nemlig stå svagere. Hemmeligheden ligger i at have engagerede følgere - og dem kan du få mange af.

 

Det gode indhold - storytelling er nøglen til succes

Ligesom du i den virkelige verden skal opretholde relationen til dine venner og kunder, så skal du også gøre det på Facebook. Nøglen til dette er at skabe engagement hos dine følgere og at fortælle den historie, som er relevant for lige netop din målgruppe.

Først og fremmest handler det om at præcisere, hvilken målgruppe du ønsker at ramme på Facebook. Her er det en god idé at se på, hvordan de kommunikerer, agerer og bruger de sociale medier i forvejen, så du nemmere kan kommunikere i øjenhøjde med dem. Derudover skal du undgå at vise for mange opslag udelukkende med produkter og ydelser. Brugerne har gennemskuet virksomhederne og opfatter det som traditionel reklame – de er kort sagt mættede. I stedet skal du have fat i et klassisk, men meget effektivt kommunikationsværktøj –storytelling. Fortæl den gode historie. Præsenter dine ydelser og produkter i en relevant sammenhæng. Skab værdi for dine følgere og undgå at din profil bare bliver en reklamesøjle.  

 

 

Du kan bruge billeder, infografikker eller videoer, der skiller sig ud fra mængden, og som fanger brugernes opmærksomhed i nyhedsstrømmen. Tilføj et godt og vedkommende budskab – så er du nået langt.

Har du problemer med at knække algoritmen og finde frem til den gode historie? Vi har mange års erfaring med netop dette, så kontakt os gerne for en uforpligtende snak, hvis du har brug for hjælp.