Sneak peak på 2020

 

Oprettet af: Cathrine Fly Vilsbøll
16.12.2019
Sneak peak på 2020

 

Et år lakker mod enden, og på den anden side af nytår står et nyt årti og banker på døren. Det betyder nye drømme, nye ideer og spændende trendforudsigelser


Her hos Blach Communication har slutningen på 2019 – og særligt de seneste måneder – budt på statusmøder med vores kunder inden for bolig- og designbranchen. Dette betyder både et tilbageblik på de opgaver og temaer, vi har arbejdet med i årets løb, men mest af alt også et blik ind i det kommende år og på de nye tendenser i bolig- og indretning, som vi kan lade os inspirere af.

Der er flere tendenser på bedding, når vi snakker år 2020. Men det er ingen hemmelighed at det nye årti skydes i gang med et brag!

More is more

Glem alt om at blende ind og at følge moden slavisk. 2020 byder på flere forskellige interessante tendenser inden for boligindretning, men der er dog ét hovedtema, der synes at gå igen i eksperternes forudsigelser. More is more. Grundlæggende betyder det, at vi ikke skal være bange for at skille os ud, og at man gerne må gå ”over the top” med de materialer og farver, man indretter boligen med. Mulighederne er mange, og det er kun fantasien der sætter grænser.

 

Her får du en lille forsmag på tre enestående trends, vi med sikkerhed kan lade os inspirere af i 2020:

​​

Træ på træ

Træ i boligen har trendet i et stykke tid, og det ser ud til at fortsætte ind i år 2020. Forskellen er, at du ikke længere behøver mixe træ med andre materialer, men i høj grad kan vælge at kombinere træ med træ. Det giver et varmt, råt og naturligt look til hjemmet og er samtidig ét af de mere bæredygtige valg.

Mørke farver og tunge materialer

I 2020 skal vi ikke være bange for at lukke mørket ind. Mørke farver er med til at skabe en hyggelig og luksuriøs stemning, og i kombination med tunge og organiske materialer som sten og marmor trækkes der igen tråde til den enestående og mystiske natur.

Personlig stil og skræddersyede løsninger

Du kan næsten ikke gøre noget forkert, når det kommer til indretning i 2020. Det handler mest af alt om at skabe et personligt hjem med skæve og finurlige detaljer samt masser af farver. Den personlige stil refererer ligeledes til praktiske og håndlavede løsninger, som er skræddersyet til den enkelte bolig. Her gælder det igen, at man helst skal gå all in.

2020 – kom bare an!